Part of Thermo Fisher Scientific

Thermo Scentific
 
 
 

Firma Profil

Oxoid Gruppen

Oxoid A/S er et helejet datterselskab af det engelske moderfirma Oxoid Ltd. og blev grundlagt i juli 1996. Oxoid er en af verdens førende producenter og distributører af dyrkningsmedier og diagnostiske produkter til mikrobiologi. Selskabets hovedkvarter i Basingstoke, Hampshire, hvor hovedproduktion og administration befinder sig, supporteres af et netværk af helejede datterselskaber i Europa, Nord og Sydamerika samt Australien. Mange andre lande forsynes gennem specialiserede distributører. Oxoid’s produktsortiment anvendes i kliniske og industrielle laboratorier til isolering og identificering af bakterier eller andre organismer som forårsager sygdomme eller fordærvelse af levnedsmidler.

Personer

Hovedårsagen til Oxoid's succes gennem selskabets lange historie, skyldes de ansattes færdigheder og viden. Der lægges vægt på at rekruttere og ansætte personale med en mikrobiologisk baggrund til såvel salg og marketing som til udviklings- og kvalitetsafdelingerne. Professionelt kvalificeret personale er også af stor betydning for betjeningen og den konstante udvikling i produktion, teknik-, regnskabs- og informationsafdelingerne. Personale tilskyndes til uddannelse og til at opnå erhvervs- og ledelseserfaring. Oxoid gruppen har omkring 885 ansatte i 14 lande, hvoraf ca. 550 er placeret i hhv. Basingstoke og datterselskabet i Perth, Skotland (G&M Procter) og Dartford (Remel Europe).

Produktionsfaciliteter

Fabrikken i Basingstoke er ansvarlig for produktionen af dehydrerede dyrkningsmedier, peptoner, antimikrobielle følsomhedstest (anvendes til bestemmelse af, hvilke antibiotika der giver en effektiv behandling, hos en patient med en mikrobiologisk infektion), samt en række mikrobiologiske og immunologiske produkter og tests. Dette nødvendiggør brugen af en lang række af produktionsteknikker og udstyr, som er i stand til at håndtere fra tonsvis af peptone til mikrogram af antibiotika. Det specielle udstyr omfatter bl.a. anlæg til frysetørring, sterile fyldelinier og renrum, vakuumovne, fordampere og spraytørrere.

Moderne produktionsfaciliteter til produktion af færdigt fremstillede dyrkningsmedier findes i Wesel i Tyskland, Perth i Skotland, Ottawa i Canada og Adelaide i Australien.

Kvalitet

Et system til kvalitetssikring og kvalitetskontrol sikrer at kunder modtager produkter som overholder de tekniske specifikationer og forskriftsmæssige standarder som kræves. Dette følges yderligere op af en ISO 9000 registrering, som Oxoid har haft siden 1990 samt en ISO 13485 registrering for medicinsk udstyr siden 2004.

Produktudvikling

Oxoid introducerer løbende nye produkter for at forbedre og forkorte isolationstiden af mikroorganismer fra levnedsmidler, kliniske prøver og andre kilder. Ændringer i vores spisevaner, levnedsmiddelproduktion og i miljøet, har ført til en øget fokus på visse typer af bakterier, såsom Listeria, E.coli O157, Salmonella, Campylobacter og Legionella. Produkter fra Oxoid, udviklet til at påvise disse typer af mikroorganismer, er med til at sikre den offentlige sundhed.

Med baggrund i dette, omfatter produktsortimentet i dag mere end 700 kvalitetsprodukter, heriblandt peptoner, ekstrakter, hydrolysater, en lang række selektive og non-selektive tørsubstrater, hurtigmetoder, identifikationssystemer, produkter til resistensbestemmelse, dyrkningssystemer samt færdigt fremstillede substrater i petriskåle, rør og flasker.

Historisk baggrund

Oxoid's oprindelse går helt tilbage til det 19. århundrede hvor udviklingen af bakteriologi også havde sin begyndelse. Firmaet Liebig Extract of Meat Company (LEMCO) fremstillede kødekstrakt som kunne anvendes af laboratorier til dyrkning af bakterier. Liebig's producerede en populær - og billig - version af kødekstraktet omkring århundredeskiftet og kaldte det Oxo. Få år senere fulgte den kendte Oxo bouillon terning.

Navnet Oxoid blev første gang anvendt i 1924, som varemærke for kirtelekstrakter der solgtes til hospitaler og laboratorier. Omkring 1950 havde moderne lægemidler erstattet de tidligere ekstrakter til behandling af patienter og varemærket Oxoid blev i stedet synonymet for dehydrerede substrater. I 1965 var det hele vokset til en størrelse, hvor det ikke længere bare var en medicinsk division af Oxo og i stedet dannede man et separat firma, Oxoid Limited, under Liebig gruppen.

I 1968 fusionerede Liebig med Brooke Bond og i 1975 forlod Oxoid fabrikken i Southwark, London, hvor Oxo bouillon terningen blev produceret og hvor firmaet oprindeligt blev grundlagt. Man flyttede til nybyggede produktionsfaciliteter i Basingstoke og grundlagde samtidig flere datterselskaber i Europa, Canada og Australien.

I 1984 blev Brooke Bond gruppen opkøbt af Unilever og Oxoid blev indlemmet i deres gruppe for medicinske produkter, som blev slået sammen med Unipath, et diagnostisk firma som udviklede bl.a. graviditetstest og lignende produkter til konsummarkedet. Begge firmaer voksede stadig, åbnede flere datterselskaber og fortsatte udviklingen af immunologiske produkter til det mikrobiologiske marked.

I 1996 besluttede Unilever at koncentrere sig om forbrugsvarer, hvilket resulterede i en opsplitning af forretningsområderne Unipath og Oxoid. Efter et management buy-out blev Oxoid et uafhængigt selskab i begyndelsen af 1997. PMMVentures erhvervede sig i juli 2000 aktiemajoriteten i Oxoid Ltd., som efterfulgtes af et nyt opkøb af Cinven. Ny ejer i 2004 er Fisher Scientific International.

November 2006 fusionerer Fisher Scientific med Thermo Electron og et nyt firma dannes under navnet Thermo Fisher Scientific Inc. Oxoid varemærket, som er kendt og som der er tillid til verden over, vil forblive.

Thermo Fisher Scientific

Vi er en del af Thermo Fisher Scientific, verdens førende i at betjene videnskaben. Thermo Fisher Scientific medvirker til at deres kunder gør verden sundere, renere og sikrere ved at levere analytiske instrumenter, udstyr, reagenser og forbrugsvarer, software og service til forskning, analyser, opdagelse og diagnostik. Med et årligt salg på $ 9 milliarder har Thermo Fisher Scientific 30.000 ansatte og servicerer mere end 350.000 kunder i farmaceutiske og bioteknologiske firmaer, hospitaler og laboratorier til klinisk diagnostik, universiteter, forskningsinstitutioner og offentlige virksomheder såvel som til kvalitets- og proceskontrol af miljøet og i industrien.

www.thermofisher.com

Tilbage til top
 
©2001 - 2024 Oxoid Limited, All rights reserved.
Oxoid Limited, All rights reserved.
Copyright, Disclaimer and Privacy Policy | Conditions of Sale | Om Oxoid A/S
Thermo Fisher Scientific Inc.